Apparatur # 9, 2004
Tekst: Carsten Odgaard
Man genkender dem altid på lang afstand. De
er selve vandmærket i Knud Oddes kunst. Fra de kraftige,
sorte konturer, som de næsten altid er indrammet af, fremtræder
de skæve, underlige, seksuelle, mystiske, drømmeriske
menneskeskikkelser. På kanten af drøm og myte kommer
de altid en i møde – i hidsig kolorit – med
en udtryksfuldhed, der brænder sig fast på den indre
filmrulle. Man husker sjovt nok altid menneskene i Oddes billedgalleri
– hvilket ikke siger så lidt om billedernes styrke
og kraft. Og med årene kan disse weirdoes blive til ganske
gode og fascinerende bekendtskaber.
For nylig er den første større præsentation
af malerens værker i bogform udgivet: Knud Oddes Kabinet
præsenterer, sammen med et essay af kunsthistorikeren Trine
Ross og digte af Peter Laugesen, Knud Oddes væsentligste
arbejder inden for maleri på papir, grafik og plakater.
I den anledning har Apparatur taget en lille snak med kunstneren.
Et gennemgående træk i din kunst,
fra og med din store serie af Erich von Stroheim-malerier i begyndelsen
af halvfemserne og frem til i dag, er fascination og beskæftigelsen
med kultfiguren og ikonet som tema. Så forskellige personer
som Bret Easton Ellis, Patti Smith, Stroheim, Georg Trakl og Gunnar
Ekelóf optræder i dine billeder. Hvad skyldes denne
fascination?
Nu kan jeg ikke lade være med at drille dig lidt. Er de
personer her kultfigurer?
Stroheim er en af stumfilmens store instuktører, Bret Easton
Ellis en af de bedst sælgende nyere amerikanske forfattere
i Danmark, Patti Smith havde et stort hit med "Because the
Night" i 77, Trakl og Ekelöf regnes i deres respektive
lande, Østrig og Sverige, som deres ypperste digter fra
forrige århundrede. Udtrykket kultfigur er er temmelig inflatoriskt!
Jeg tror (som så mange andre) at identifikationer er en
skøn måde at arbejde, så nej, for mig er det
ikke ikoner, snarere blow-ups fra min private opslagstavle, noter
og opsummeringer til noget jeg er i gang med. Selvfølgelig
når du beskæftiger dig med portrætter, så
hviler denne tradition også på det europæiske
ikonmaleri, og ja den religiøse skildring, så hvis
der er elementer af en rigtig Jesus-mørkemaler fra 30erne,
så er det helt fint!
Med hensyn til kultfigurerne, så er
det rigtigt, at man kan diskutere om de overhovedet er kultfigurer.
Der er vel en tendens til at betydningen ordet "kult"
har bredt sig ud og har optaget en masse medbetydninger i sig.
At noget er kult betyder i dag ikke nødvendigvis, at det
er forbeholdt de få indviede, at det forbliver i undergrunden.
For nylig havde Refn sat Motorsavsmassakren (1974) på plakaten
i Imperial biografen. Her var det var ligesom om, at publikum
havde BESLUTTET sig til at filmen var "kult", at den
var undergrundsagtig, at den var en B-film, som skulle dyrkes
på en speciel måde. Og derfor tog man ikke filmen
seriøst. Man grinte ikke med filmen, men af den. Folk slog
den største latter op, når filmen faktisk prøvede
på at være uhyggelig (og også var det efter
min mening). Og når den prøvede at være bevidst
sjov, ja, så var der dødstille i salen. Kultdyrkelsen
af filmen var ikke så meget et udspring af respekt for filmen
og dens betydning, som det var en måde at skabe et fællesskab
om noget der var sejt, fedt og trendy...Kult som en måde
at være sammen på...Men måske tager du afstand
fra begrebet kultfigur, fordi du ikke griner ad kunsten og kunstnerne,
som publikum til Motorsavsmassakren, men netop nærer en
dyb respekt, kærlighed og beundring for det du afbilleder?
Du har ret i at ordet bruges om meget: Jeg ser kult som noget
der foregår for en lille og lukket indviet kreds.
Det er meget sjovt at du nævner Motorsavsmassakren, - da
jeg begyndte at spille sammen med Peter Peter i The Sods i 1977,
var det hans absolut favorit film, og det var vi vist ikke mange
der delte synspunkt med dengang. Og ja, ordet kultband blev tit
brugt om bandet!
Er der noget tematisk fællestræk
mellem de kendte personer du maler, noget bestemt du søger
i de personer du vil portrættere? Jeg tænker også
her på om din umiddelbare fascination er på personernes
udtryk, deres biografiske liv eller deres kunst – hvis altså
disse kan adskilles? Det er jo personer fra vidt forskellige historiske
perioder, fra vidt forskellige kunstarter og med vidt forskellige
udtryksmidler, der optræder i dine billeder. Er der f.eks.
en forbindelse mellem Patti Smith, Edith Södergran og Erich
von Stroheim?
Nej, forbindelsen er at de optræder i mit lille billedgalleri.
Men jeg tror at det var Inge Dybbro fra Kastrupgårdsamlingen
som påpegede at dem på billederne ofte var forgangsdamer/mænd
indenfor deres felt, og det kan man sagtens sige om Södergran,
Stroheim og Patti Smith.
Men jeg leder tit efter anledninger til at male, søger
efter motiver, og her havde Stroheim et bevidst og markant udtryk,
som f.eks. prøjsisk stivnakke. Senere har jeg tænkt
på at det nok var krigen i Jugoslavien, der fik billeder
af uniformer fra det Østrig-Ungarnske rige til at trænge
sig på.
Ja, enere kan man vel godt kalde alle de
historiske personer du maler. Den form for efterrationalisering,
at du tænker på, at billederne af Stroheim måske
udsprang af nutidige hændelser, er det noget du oplever
tit?: At det er nutidige, konkrete historiske hændelser,
der får dig til at grave i erindringen for at finde lignende
motiver?
Noget af det fine ved at beskæftige sig med afdøde
personer er jo at de danner en afsluttet figur som man på
en vis kan bruge til at navigere i nutiden med. Og klart spiller
det ind, hvad der foregår omkring dig, fra radio, tv. Engang
definerede man også kunstnerens rolle som en der indimellem
fiskede i det kollektive ubevidste.
Du bruger ofte fotografiske forlæg
til dine malerier. Hvordan arbejder du med fotografiet som forlæg?
For du tilstræber jo langt fra nogen realisme med dine malerier.
Snarere kan man vel tale om en transformering af de konkrete personer
til myter og ikoner, kan man ikke?
Jeg er altid på jagt efter fotos jeg kan bruge som oplæg,
og tit bruger jeg fotokopier, jo værre Xerox-sværte
kvalitet des bedre, for det gør processen vanskeligere
når jeg blæser motivet op via overheadprojektor.
Når du bruger overhead, bliver tegningen tit tam og lidt
død i det, og her bruger jeg japanernes trick med at gengive
ansigter i kridhvidt eller gult. Men et billede er ikke godt,
hvis ikke jeg har fået det reanimeret på en vis, at
der er en slags nærvær/liv/magi i det. Det lykkes
selvfølgelig langt fra altid, men det er det spil som får
en lyst til at gå i gang igen med et nyt billede.
Spiller det for dig nogen rolle om man som
beskuer kan genkende personen du har malet – er det noget
du tænker på under arbejdet med billederne? Nogle
af de personer du maler er selvfølgelig opdigtede, men
når man så får at vide, at det er Mark E. Smith
fra det engelske punk-band The Fall du har malet, så får
det vel en betydning, som det er vigtig, at beskueren kan afkode,
idet maleriet jo så placeres i en bestemt historie og en
bestemt tid?
Jeg kan godt se at det nemt bliver en esoterisk tjekliste af namedropping,
men det passer nu mig fint at lave billeder i et krydsfelt af
hvad jeg læser, hører af musik etc. Så det
er ikke for at være kulturelt opdragende, eller banke folk
i hovedet med lærd viden. Hellere skulle billederne udtrykke
den følelse og oplevelse jeg har fået ved at læse
f.eks. Ekelöf, og da er det ligegyldigt om beskueren kender
noget til ham.
Da jeg så dine billeder fra forskellige
seancer fra spiritismens verden kom jeg netop til at tænke
på dette forhold mellem det afbillede og historien - og
så beskueren. Jeg kendte ingen af de spiritister du har
malet, men da jeg så læste historien bag de forskellige
seancer du har afbilledet, ja, så ændrede malerierne
fuldstændig betydning og karakter. Jeg så dem i et
helt nyt lys. Det var jo tilfredsstillende på den måde
selv at kunne slutte cirklen i den fortælling jeg kunne
se der var i malerierne.
Faktisk kan man vel også sige, at det flertydige, det modsætningsfyldte
kan være en generel overskrift på din kunst, kan man
ikke? Bag humoren, som ofte en evident del af dine billeder, kan
man f.eks. altid ane alvoren. På denne måde føler
man sig som beskuer hele tiden fastholdt i en dobbeltoptik, hvor
det positive og negative, det frastødende og tiltrækkende
opleves på en og samme tid. Er dette en flertydighed du
arbejder bevidst med?
Mange tak, det synes jeg er en flot karakteristik, hvis det altså
passer! Og godt du synes der er humor også. Det er svært
for mig at sige, hvor bevidst jeg arbejder med de ting, men det
flertydige kan jeg godt lide når jeg ser på andres
billeder, så der er nok nogle aktiver, elementer og vægtninger
jeg går efter, før jeg synes at et billede er der.
Det dekadente, fascinationen af B-filmen,
det overdrevne, det grænseoverskridende fylder meget i din
billedverden. Ser du en slags sandhed eller ægthed i det
der egentlig fremstår som meget unaturligt og fremmedartet?
Hvad er det der åbner sig i mødet og i beskæftigelsen
med det grænseoverskridende, dekadente og unaturlige?
Hi Ho, herligt spørgsmål!
Glæden over B-film og andet smagløst trash er vist
allemandseje i dag, og godt for det! Men det betyder nok også
at der ikke er så meget energi længere, i at blande
høj og lav-kultur sammen. Ord som dekadent og unaturlig
står jeg lidt fremmed overfor, og jeg kom til at tænke
på et citat af John Ashbery om maleren Edwin Dickinson:
".. and all notions of his "cerebralism" and "decadence"
- two words critics throw around when they can't find anything
bad to say about an artist¨- are swept away by the freshness
of these pictures, in which eeriness and vivacity seems to go
hand in hand, as they do in our social life" (Reported Sightings,
s. 210).
Så du mener simpelthen at B-filmen,
det kitschede og smagløse mister kunstnerisk potentiale,
når det bliver for populært? Det lyder jo lidt paradoksalt
at dette materiale, idet man udbreder og deler sin glæde
for det med andre, ja, i samme øjeblik mister noget af
sin energi?
Nå ja, de ting kører jo i bølger, genbruges,
glemmes og så en dag er det sjovt og nyt igen. Kunst bør
altid være lidt sjælden, man skylder sig selv ikke
at bringe hvadsomhelst til torvs!
1980’erne var du med til at genindføre
menneskeskikkelsen i kunsten. Men menneskeskikkelsen er vel aldrig
bare ”til stede” i dine billeder, sådan som
man f.eks. fornemmer det i Vilhelm Hammershøis og Peter
Martensens ikke-fortællende billeder. Kroppen og mennesket
synes at være et medium for netop fortællingen og
historien. Hvordan arbejder du med det historiske? Kan fokuseringen
på menneskeskikkelsen ses som udtryk for at skabe en historisk
bevidsthed, at du ønsker at genindføre historien
i maleriet?
1980 så jeg en udstilling på
Sophienholm der hed "Enten Eller", som Stig Brøgger
havde arrangeret. Der var udvalgt 10 afgørende værker
af danske kunstnere, med billeder som Abildgaards "Den sårede
Filoktet", Hammerhøis "Artemis", Willumsens
"Himmelgåden" og Jerichaus "Hæcuba".
I hver sal hang kun ét billede, uden kommentarer og ganske
åbne for ens oplevelse og beskuen. - Jeg blev opmærksom
på at der var en stærk dansk tradition, og fik lyst
til at gå i gang med at male igen.
I kataloget skrev Brøgger: "Dette er en kunstudstilling...
om den enkeltes betydning i et kompliceret samfund som vort....
Den betydning vi tillægger den enkelte, kan vi aflæse
af morgendagens kunst. De betingelser vi skaber for kunsten er
et udtryk for den værdi vi tillægger den enkelte.
Kampen om "billedet" er kampen om den enkelte."
CARSTEN ODGAARD, stud.art. i Nordisk
ved Syddansk Universitet, Odense Universitet. Har senest publiceret:
”Kunstforbrydelsens tid – forbrydelse
og æstetik i David Bowies 1. Outside, Lars von Triers The
Element of Crime, Preben Major Sørensens Øksens
tid og Michael Kviums Agurketid i Synsvinkler nr. 29, 2003, Odense.
”Virkeligheden er et æstetisk anliggende – interview
med billedkunstneren Peter Martensen” i Synsvinkler nr.
29, 2003, Odense.
|
|
|
